Af Bjarne Fibiger, januar 2001
Familien har en slægtsbog, idet der i begyndelsen af det nittende århundrede var et rygte om, at en Fibiger skulle have fundet guld i Amerika. Derfor blev slægten kortlagt tilbage til ca. år 1700. Det viste sig imidlertid, at der ikke umiddelbart var nogen rig onkel i Amerika, men i stedet fik vi en masse spændende information og historie om slægten Fibiger.
Navnet Fibiger/Fibech betød oprindeligt “Kvæg på den våde eng”. “Fi” betød “Fæ”, altså kvæg, og beck betød våd eng. En teori er at Slægten Fibiger stammer fra Löbau i Sachsen i Tyskland omkring 1520. Derfra er de udvandret til Bøhmen i Tjekkiet, hvor det også er kendt som Fibech/Fibich/Fibach. For det første understøttes teorien af selve geografien, men for det andet er det tydeligt, at det er de samme fornavne der går igen, næsten lige meget hvilke slægtstræer man kigger på. Fornavne som Friedrich, Christian, Johann(Johannes eller Johanne) og Gottfried(Gotfred) går ofte igen.
I Tjekkiet, og andre steder i verden lever der i dag personer med navnet Fibich. En efterkommer er Zdenek Fibich (1850-1900) som var en tjekkisk komponist Omkring år 1700 rejser 4 (måske 5) brødre fra Tjekkiet til Danmark og indvandrer som hofmusikanter:
• Gottfried Fibiger
• Adolf Fibiger
• Christian Fibiger (1667-04.05.1720)
• Hoftrompeter – Johann Friedrich Fibiger (o.1680-1738).
• Hofmusikant hos Frederik den 4. – Wolf Adam Fibiger (måske også en broder).
Fibiger-brødrene er afbildet i Rosensalen på Frederiksberg Slot på Valby Bakke.
Brødrene er udgangspunkt for forskellige grene af Fibiger slægten. Fibiger er et specielt navn i Danmark, og i mange tilfælde skal vi således tilbage til dette udgangspunkt før år 1700 for at finde forbindelse mellem to nulevende personer med efternavnet Fibiger.
Referencer: Amalie Fibiger: slægtens ældste, hoftrompeterens gren, hofviolonens gren, stadsmusikantens gren.
København: Nordlundes bogtrykkeri, 1949
Hvor ses navnet?
I visse forbindelser oplever man navnet Fibiger, bl.a. i gadenavne og som navne på DSB’s IC3 tog.
I forbindelse med Dansk Kvindesamfunds 100 års jubilæum udgives der i 1971 et frimærke med Mathilde Fibiger. Hun var en af medstifterne af Dansk Kvindesamfund i 1871, og en frontfigur i kvindernes frigørelse.
Gadenavne
Vi må antage, at de forskellige gadenavne er opkaldt efter ovenstående “kendte” Fibigere.
Mathilde Fibigers Have, 8000 Århus C, Mathilde Fibigersvej, 2000 Frederiksberg, Fibigergårdsvej, 4850 Stubbekøbing,
Jørgen Fibigersgade, 9850 Hirtshals, Fibigersgade, 8600 Silkeborg, Fibigerstræde, 9220 Ålborg Øst, Fibigervej, 4792
Askeby, Fibigersvej, 9700 Brønderslev, Gotfred Fibigers Vej (Snoghøj) 7000 Fredericia
DSB tognavne
Jørgen Fibiger, Hirtshals (tog 5056),
Mathilde Fibiger, Ølgod (tog 5062)
”Kendte” i familien
Johann Friedrich Fibiger (ca. 1680-1738)
Frederik 4. (1699-1730) havde ikke fået meget lærdom som barn og var ked af sin manglende uddannelse. Han sørgede derfor for, at hans børn fik gode lærere (exercitiemestre). Prinsesse Charlotte Amalie havde 4 exercitiemestre. En af dem var guitarmester Johann (eller Johan) Friedrich Fibiger , som i 1724 blev ansat til at undervise Charlotte Amalie i guitarspilfor en ekstra årlig gage på 50 Rgd..
Johann Friederich Fibiger blev ansat i 1698 som guitarmester foreløbig for 3 år. J.F. Fibiger erstattede i 1703 Fr. Hartmann som en af “De 6 danske Violons”. Den 17. nov. 1705 blev der bevilget og tilladt at Johann Friedrich Fibiger og Anne Maria Born, maa uden foregaaende Trolovelse og Lysning af Prædikestolen hiemme i Husset sammenvies. Det var på mode og et statussymbol hos de fine folk, som Fibiger jo altså tilhørte, at blive gift på denne måde i hjemmet.
Den 24/5-1707 er J.F. Fibiger fadder til Adolph Fibigers (en af De 6 danske Violons) førstefødte søns dåb i Skt. Petri Kirke.
Den 29/8-1708 døbes i Skt. Petri Kirke J.F. Fibigers tvillinger Christian Ulderich og Dorothea Sophia. I 1712, året efter den store pest, skriver alle “De 6 danske Violons” under på en ansøgning til kongen om forhøjelse af deres løn.
Det blev imødekommet med fritagelse af Kopskat og Krigsstyr, dog med 20% fradrag i lønnen. I 1724 ansættes J.F. Fibiger som guitarmester for Prinsesse Charlotte Amalie og får løn som sådan til sin død d. 10/8-1738 med en årlig gage på 50 Rgd. I alt får han på årsbasis så 350 Rgd.
I 1728 efter den store brand blev der foretaget en folketælling i København, og da var der i Købmagerkvarteret Østergade 43 en ejendom med 48 beboere. En af dem var Mousr. Fibiar, fiolong, 1 mand, 1 kone, 1 barn, 1 tjenestepige. Ejendommen eksisterer ikke mere, men lå på nuværende Østergade matr. nr. 61= nr. 36, som ligger ved indgangen til Cityarkaden. Den 22/4-1733 blev J.F. Fibigers datter Dorothea Sophia viet til Pastor Jacob Ulitz., som var præst nede i nærheden af Nakskov. Her tilbragte J.F. Fibiger og hans kone deres sidste år fra 1736 hvor Nathanael Diesel overtog stillingen som kgl. luttenist. Fibiger døde d. 10/8-1738 i Nakskov og boet fik udbetalt hans løn til og med dødsdagen.
Musik fra Frederik IV’s hof kapel (CD fås hos Danacord.dk). Suiter for barokguitar med continuo arrangeret af “Kgl. Hof Violon Gitarmeister” Johann Friedrich Fibiger samt salmer fra Johann Hermann Schrader’s Tøndersalmebog (1731): Lyt til eksempler på Johann Friedrich Fibigers musik: “Op, op, min ånd” (fra Sonata a-minor) “La Chasse d’HirschHolm” & “Bouree” (fra “Jagtsuite”)
Reference: Kristian Buhl-Mortensen
Jacob Scavenius Fibiger (1793 -1861)
Generalmajor Jacob Scavenius Fibiger er født i Snoghøj 13.01.1793 og døde 10.11.1861 i København. Kanonerne J.S. Fibiger udviklede den 24 pundings glatløbet kuglekanon, der hører til våbensysten 1834. Efter dette system gik man over til riflede kanonløb. Systemet blev udviklet af kaptajn Jacob Scavenius Fibiger, der fødtes og voksede op på Snoghøjgård (Snoghøj Færgegård). Kanonløbet er fastmonteret på en såkaldt fæstningsaffutage og kan kun drejes i en begrænset vinkel. Kuglekanonen er beregnet til at skyde med en massiv stålkugle, og er derfor mest velegnet til at ødelægge fjendens stillinger på lang afstand og er i modsætning til granatkanonen, ikke så velegnet til at bekæmpe infanteri. Man kunne dog ved stormangreb, lade kanonen med kardæsker og bruge den mod de stormende kolonner, idet den så kunne have en frygtelig virkning. Kardæsker er en ladning med mange små stålkugler der spredes i en byge ved affyringen og kun er effektive på forholdsvis nært hold. Der var opstillet 10 stk. 24 pundings kanoner på volden under belejringen i 1849. Kanonen kunne skyde 2-3 km. J.S. Fibiger udviklede også den 84 punding granatkanon, der hører til våbensysten 1834. Kanonløbet er fastmonteret på en såkaldt fæstningsaffutage, og kan kun drejes i en begrænset vinkel. Granatkanonen er et meget effektivt våben i forsvaret af en fæstning. Granaten, også kaldet bomben, som den skyder med, er en hul stålkugle fyldt med krudt. Et brandrør, der er et hult trærør fyldt med langsomtbrændende krudt og anbragt i et hul i granaten, selvantændtes ved affyringen. Længden på brandrøret afgjorde, hvor hurtigt efter affyringen granaten ville eksplodere. Det mest effektive tidspunkt var lige inden nedslaget. 19 af disse kanoner var opstillet på volden under belejringen i 1849. I forhold til en morter, der også brugte granater, var træfsikkerheden større på grund af kanonens fladere skudbane. Kanonen skulle kunne affyre en granat hvert 5. minut, men i praksis skød man 7-8 skud om dagen.
Mathilde Lucie Fibiger (1830-1872)
Forfatter som rejste kvindesagen med bogen Clara Raphael fra 1851, skrevet da hun var kun 19 år gammel. Er berømt for at være den første danske roman, der kritiserede kønsrollerne og krævede kvindens
frigørelse. Den blev en skandalesucces og skabte stor offentlig debat.
MF voksede op omgivet af begavede idealister: “for meget, baade af skarp Forstand og farlig Følelse”, skrev fætteren Johannes F. om familien. Faderen var officer og militærforfatter. I 1830 blev han leder af den nyoprettede Militære Højskole i Gjethuset på Kongens Nytorv, og her blev MF født som den yngste af ni børn. Moderen levede følsomt hengivent for sine børn. Hjemmets atmosfære var præget af litterære, politiske og nationale interesser; drengene blev uddannet ved militæret eller universitetet, mens pigerne hovedsageligt fik deres viden fra skønlitteraturen. Børnene tegnede og skrev digte og dramaer, som de selv opførte.
I 1835 blev faderen afskediget fra højskolen og forflyttet til provinsen på grund af uoverensstemmelser med ledelsen og sit åbent demokratiske sindelag. Herefter gik det tilbage for familien. Forældrenes uforligelige temperamenter og dårlige økonomi førte til separation i 1843. MF og hendes søstre havde fulgt moderen tilbage til Kbh.; ved hendes død i 1844 opløstes hjemmet, og søstrene måtte tidligt forsørge sig selv inden for de få arbejdsområder, som stod kvinder åbne. MF boede i denne periode hos sine søskende og hos faderen i Kbh.
I oktober 1849 rejste hun til Lolland som huslærerinde hos en skovriderfamilie på Maltrupgård nær Sakskøbing. Her skrev hun brevromanen Clara Raphael og sendte manuskriptet til J.L. Heiberg for at anmode ham om at stå for udgivelsen. Kort før jul 1850 (1851 på titelbladet) udkom bogen med Heibergs omhyggeligt skrevne forord. Clara Raphael spejler det demokratiske og nationale opbrud, som prægede årene 1848-50, hvor enevælden blev afskaffet, og Danmark var i krig med Tyskland. Romanen består af 12 breve, hvoraf Clara Raphael skriver de 11 til veninden Mathilde. De samfundsmæssige bevægelser har inspireret Clara til at forlade den tante, hun bor hos, for selv at gøre nytte som guvernante i pro-vinsen. I de første otte breve skildrer hun sit nye landlige miljø i en muntert ironisk tone; hun kommer i et modsætningsforhold til de lokale beboere med sine ligestillingsidéer, men lover at bruge sit liv på at kæmpe for “Damernes Emancipation”. I de sidste to breve fortæller hun om mødet med den unge baron Axel. Hans frieri til hende sætter løftet på prøve, men han indvilliger i at indgå et platonisk ægteskab, som tillader Clara at holde sit løfte.
Debatten om bogen, der strakte sig over første halvdel af 1851 og omfattede 11 flyveskrifter og mere end 25 artikler i aviser og tidsskrifter, blev kaldt Clara Raphael-fejden. De politiske yderfløje afviste kvindeemancipationen; højrefløjen, repræsenteret af bl.a. forfatterne Meïr Goldschmidt og Jul. Chr. Gerson, ville bevare det traditionelle kønsrollemønster, mens venstrefløjen, repræsenteret af Frederik Dreier, anså kvindesagen for ubetydelig ved siden af den sociale revolution. Herimellem stod reformorienterede socialister som Rudolph Varberg, liberale som forfatteren Hans Egede Schack, konservative som N.F.S. Grundtvig og feminister som Fanny Normand de Bretteville, Pauline Worm og Athalia Schwartz, der arbejdede for at åbne flere samfundsmæssige udfoldelsesmuligheder for kvinder. MF udgav selv to skrifter som indlæg i fejden, Hvad er Emancipation? og Et Besøg; i det sidste tog hun afstand fra de idéer om platonisk ægteskab, der havde været en anstødssten for kritikken. Heiberg blandede sig ikke i debatten; han støttede tanken om kvindens frihed til åndelig udvikling, men stod fremmed over for politiske krav om ændringer i kønsrollerne.
I de følgende år levede MF på lejede værelser i Kbh., i perioder sammen med søsteren Ilia F., der også var forfatter. De underviste, malede porcelæn og syede skjorter. Sommeren 1852 boede MF nogle måneder på Rønnebæksholm ved Ringsted hos Marie Toft og Grundtvig, og her skrev hun sin anden roman En Skizze efter det virkelige Liv, 1853. Den handler om to forældreløse søstre og deres bejlere. Den ældste afviser overlegent alle mænd som svage, mens den yngste til slut lader sig overmande af kærligheden. Anmelderne tog godt imod denne udvikling i forfatterskabet, hvor cølibatet var et tilbagelagt stadium, men bogen skaffede ikke MF hverken økonomisk gevinst eller litterær anseelse.
Hendes sidste roman Minona, 1854, blev hendes største satsning med en incesthistorie som det ømtålelige hovedtema. Det er en filosofisk roman om kærlighedens og kønnets indlejring i patriarkatets magtstrukturer. Minona forelsker sig i sin broder, der er vendt hjem efter mange års fravær. En sidehistorie handler om veninden Tyra, der forstødes af sin familie efter et uægteskabeligt kærlighedsforhold og graviditet. Tyra forsvarer sin handlemåde, indtil kærestens svigt foranlediger hende til selvmord. Minona bøjer sig omvendt for samfundets og religionens lov og overfører sine følelser for broderen på Kristus, en vending, der dog også fører til hendes død. Den følelsesmæssigt højspændte roman, hvor handlingen ofte standses af etiske og religiøse refleksioner, var på en gang voldsommere i sit angreb på kønssystemet end debutromanen, og indeholdt færre forslag til konkrete ligestillingsreformer. Den blev meget kritisk modtaget, hvorefter MF opgav forfatterskabet.
I 1856 fik hun tilkendt en årlig understøttelse på 80 rigsdaler af enkedronning Caroline Amalie, og med den førte hun egen husholdning som syerske og oversætter fra tysk, hun oversatte et par af E.T.A. Hoffmanns fortællinger og en af B. Auerbachs romaner. I 1859 anmeldte hun Ilias Rettroende Eventyr i Berlingske Tidende, og efter søsterens død i 1867 skrev hun hendes biografi som forord til hendes efterladte digte.
MF var da selv slået ind på en anden vej. Finansminister og senere hospitalsborgmester i Kbh. C.E. Fenger hjalp hende til en uddannelse som telegrafist. Efter en treårig elevtid blev hun 1866 ansat som “ekstraordinær Assistent” ved Den danske Statstelegraf, ekstraordinær fordi hun var den første kvinde i etaten og statens første kvindelige tjenestemand. Som telegrafist arbejdede hun fire år i Helsingør, et år var hun stationsbestyrer i Nysted på Lolland, før hun endte i Århus. I 1869 skrev hun til Tidskrift för hemmet den fine artikel Den Ensommes Hjem om den enlige, arbejdende kvindes hjemmeliv, og i 1870 til samme blad en omtale af Leonora Christinas nyligt fundne og udgivne Jammers Minde. MF glædede sig over udgivelsen af Georg Brandes’ oversættelse af J.S. Mills Kvindernes Underkuelse, 1869, men hendes forestillinger om kvindeemancipation afveg på væsentlige punkter fra det moderne gennembruds. MF ville skaffe kvinderne frihed til at udvikle deres egen identitet på lige fod med mænd, men hun ønskede ikke, at de skulle blive ligesom mænd. På Fredrik Bajers opfordring meldte hun sig dog ind i Dansk Kvindesamfund ved dets stiftelse. “Min Virksomhed ligger jo indenfor Emancipationens Omraade, og om Forfatterinden end er død, saa lever jo Arbejdersken,” skrev hun til Bajer i 1871.
Mathilde Fibiger døede fattig og ensom i 1872. De sidste år levede hun i Ølgod af at sy huer til bondebørn. Hun er blevet mindet ved forskellige lejligheder. I forbindelse med Dansk Kvindesamfunds 100 års jubilæum udgives der i 1971 et frimærke med Mathilde Fibiger. Hun var med fra starten af stiftelsen af Dansk Kvindesamfund i 1871. I dag ses hendes navn på Frederiksberg, som et navn på en vej “Mathilde Fibigers Vej”, samt et navn på et DSB tog. Senest i 2002 havde Post og Telegrafvæsenet på en særudstilling “Peter Faber og Mathilde Fibiger i poesiens og telgrafiens tjeneste.
Johannes Andreas Grib Fibiger (1867-1928)
Læge og professor i patologisk anatomi ved Københavns Universitet 1900. Modtog i 1926 nobelprisen i fysiologi/medicin for sin udforskning af kræftsygdommenes årsager. Den første, som eksperimentelt fremkaldte kræft.
Johannes Fibiger (JF) er født i Silkeborg 23. april 1867.
Hans far var C.E.A. Fibiger, som var en en lokal praktiserende læge i Silkeborg. Hans mor, Elfride Muller var forfatter.
I 1883 afsluttede han sit lægestudie og begyndte som bakteriolog.
Fra 1891-1894 var han professor C. J. Salomonsens assistent, ved Bakteriologisk Institut på Københavns Universitet.
I 1894 gifter JF sig med Mathilde Fibiger.
Fra 1894-1897 var han i militæret som læge på Blegdam Hospital. I perioden 1890-1905 var han leder at militærets laboratorium for klinisk bakteriologi.1895 fik han sin doktortitel. Han skrev disputats om difteri og påviste den gavnlige effekt af difteri-antiserum. Med forskere fra Landbohøjskolen fastslog han, at kvægtuberkulose kunne smitte mennesker og fik skærpet kontrol med kød, mælk og kvæg.
I 1898 viste JF ved et for den tid helt enestående kontrolleret forsøg, hvori han kun behandlede halvdelen af de difterisyge og lod den anden halvdel være kontrolgruppe, at difteri-antiserum var effektivt. Først 50 år senere blev kontrollerede forsøg almindelige.
I 1900 blev JF professor i patologisk anatomi, som omhandler de sygdomsfremkaldte forandringer af væv og organer. Herved blev han en central person i Lægeforeningens nydannede Cancerkomité (1907). Efter initiativer sat ind mod folketuberkulosen, tog man nu med optimisme fat på at bekæmpe kræften. Hvordan opstod cancer hos raske? Forskerne manglede en eksperimentel model.
I 1905 blev han udnævnt til direktør for hærens centrale laboratorier.
I 1907-13 fandt JF, at raske rotter kunne udvikle kræft ved infektion med en indvoldsorm, Spiroptera neoplastica. Opdagelsen stimulerede kræftforskningen verden over, og JF fik flere doktortitler på denne baggrund, fik flere priser, og blev medlem af forskellige internationale forskerforeninger i bl.a. Sverige of Finland.
JF iagttog tilfældigt, at nogle forsøgsrotter havde svulster i mavesækken. Han viste, at svulsterne blev fremkaldt af indvoldsorm, Spiroptera neoplastica, som overførtes til rotterne, når de åd kakerlakker, der var mellemvært for ormene. Han havde påvist en infektiøs årsag til cancer. Det var en sensation! Kritikere betvivlede, at det drejede sig om rigtig cancer, og da vitaminer kort efter kom i fokus, blev det fremført, at svulsterne skyldtes A-vitaminmangel. Andre forskere kunne ikke gentage hans forsøg.
I 1927 fik JF nobelprisen “for sin opdagelse af spiroptera-karcinomet”.
Da man ikke har kunnet bekræfte Fibigers cancerforsøg, er hans nobelpris af mange blevet betragtet som en “fejl” fra nobelkomiteens side. Når han nåede at få 16 indstillinger gennem 6 år, inden han fik prisen, skyldtes det dog ikke, at komiteen med datidens viden havde saglig grund til at betvivle hans resultater – selvom de muligvis var forkerte – men udelukkende at man var i tvivl, om arbejdet var originalt nok.
JF døde 30. januar 1928 efter kort tids sygdom (af kræft i tyktarmen).
Christian Vilhelm Christoffer Fibiger (1886-1978)
Konservativ politiker. medlem af Folketinget 1920-57. I 1920 blev Vilhelm Fibiger medlem af folketinget, valgt af de konservative i Thisted-kredsen. Partiformand 1939-1948. Minister uden portefølje april-juli 1940, kirkeminister 1940-1942, handelsminister 1945.
Støttede Christmas Møller. Derefter sad han i folketinget uafbrudt indtil 1957. Han er således den folketingsmand fra Thy, som har siddet længst i folketinget.
Christian Vilhelm Christoffer Fibiger blev født d. 11. februar 1886 i Årup skole ved Snedsted. Allerede som 4-årig kom han i skole hos faderen. Senere kom han på den private skole i Hurup, hvor han tog præmilinæreksamen i 1901.
Derefter tog han uddannelsen som landvæsenselev på Øland, uddannelsen blev udbygget ved et ophold på moderens fødegård, Skaarupgaard i Vendsyssel. I en alder af 19 år blev Vilhelm forvalter på hovedgården Øland og han købte den i 1909. Han giftede sig samme år med Astrid Anna Johanne Klindt Sørensen, der kom fra gården Fredensborg ved Skanderborg. De kun et barn, Steen Fibiger, der kom til verden d. 14. februar 1915.
Under Første Verdenskrig aftjente Vilhelm sin værnepligt i Ålborg. I 1917 blev valgt ind i sognerådet på en upolitisk liste. Desuden var han i menighedsrådet og flere faglige bestyrelser. Da han kom i folketinget i 1920, blev der efterhånden mindre tid til landbruget, og efter 1929 blev Øland drevet af en forpagter. I 1948 overgik gården til Steen Fibiger.
Ved dannelsen af samlingsregeringen i 1940 blev Fibiger tilknyttet Kirkeministeriet og Socialministeriet. Ved rekonstruktionen af ministeriet i juli 1940 blev han kirkeminister, en post han besad indtil Telegramkrisen i 1942, hvor tyskerne krævede hans afgang. Efter bruddet med tyskerne d. 29. august 1943 blev de konservative ministre interneret, således også Fibiger, der sad i Horserødlejren indtil oktober 1943.
I befrielsesregeringen var Fibiger minister for handel, industri og søfart. Senere var han medlem af Folketingets præsidium, og han sad i den kommission, der forberedte ændringerne i grundloven i 1953. Under krigen mistede Fibiger sin kone, der døde i 41. Året efter giftede han sig med Esther Hvidberg. Vilhelm Fibiger døde d. 27. marts 1978 og ligger begravet i familie-gravstedet på Harring kirkegård.
Zdenek Antonin Vaclav Fibich (1850-1900)
Tjekkisk komponist og dirigent. Sammen med B. Smetana og A. Dvorak er Zdenek Fibich en af de mest betydningsfulde repræsentanter for grundlæggelsen af den tjekkiske musik i anden halvdel af 1800-tallet (Romantikken 1820-1910). ZF beskæftigede sig primært med at undervise og komponere. Desuden skrev han store værker om klaverspilning.
Hans interesse for musik startede tidligt, og allerede i teenage-årene havde han set 4 operaer. I sin ungdom var musikalsk orienteret mod Liszt, Wagner og Smetana. Han studerede i Leipzig og senere i Paris og Mannheim.
Hans skrev over 600 kompositioner, som dækkede hele det daværende spektrum; 3 symfonier, omkring 10 operaer, overturer, kammermusik, sange og duetter. Desværre er 95 værker forsvundet eller gået tabt. En vigtig del af hans arbejde er melodramatiske stykker, hvor han bearbejdede Wagners principper.
Nogle mener, at hans største værk er den store trilogi Hippodamia, mens andre mener at hans symfoni nr. 2 er den bedste (hvilket jeg også synes).
Andre store værker: Hedy (1895), Sarka (1897) og Pad Arkuna “The fall of Arkun” (1898).
CDere med hans musik kan købes i Tjekkiet hos musicabona.com
Kronologi
Født 21.12.1850 i Serbroice, Caslav i Tjekkiet.
Fra 1865-1867 på Leipzig Musikkonservatorium, hvor han studerede sammen med Richter, Jadassohn, and Moscheles.
I 1868 på musikkonservatorium i Paris.
Han underviste i Polen og i 1874 returnerede han til Tjekkiet.
Fra 1875-1877 var han dirigent for Prozatimni Divadlos.
Begyndte at komponere “libretti” opera i 1893 sammen med hans elskerinde Anezka Schulzova (en af hans studerende). Hun blev sangerinde for resten af hans værker.
Fra 1899-1900 var han rådgiver for det tjekkiske nationalteaters operascene.
Døde 15.10.1900 i Pragh, sandsynligvis af en nyresygdom