Fibiger.NET

Emailservice  |  Slægten Fibiger  |  Artikler  |  Min portal  |  Mobil  |  Foto  | Kontakt  |  Søg
English  |  Dansk





Slægten Fibiger

Familien har en slægtsbog med en masse informationer om slægtshistorien, idet der i begyndelsen af det nittende århundrede var et rygte om, at en Fibiger skulle have fundet guld i Amerika. Derfor blev hele slægten kortlagt tilbage til ca. år 1700. Det viste sig imidlertid, at der ikke umiddelbart var nogen rig onkel i Amerika, men i stedet fik vi en masse spændende information og historie om slægten Fibiger.

Navnet Fibiger/Fibech betød oprindeligt "Kvæg på den våde eng". "Fi" betød "Fæ", altså kvæg, og beck betød våd eng.

En teori er at Slægten Fibiger stammer fra Löbau i Sachsen i Tyskland omkring 1520. Derfra er de udvandret til Bøhmen i Tjekkiet, hvor det også er kendt som Fibech/Fibich/Fibach. For det første understøttes teorien af selve geografien (se kort), men for det andet er det tydeligt, at det er de samme fornavne der går igen, næsten lige meget hvilke slægtstræer man kigger på. Fornavne som Friedrich, Christian, Johann(Johannes eller Johanne) og Gottfried(Gotfred) går ofte igen.

I Tjekkiet, og andre steder i verden lever der i dag personer med navnet Fibich. En efterkommer er Zdenek Fibich (1850-1900) som var en tjekkisk komponist

Omkring år 1700 rejser 4 (måske 5) brødre fra Tjekkiet til Danmark og indvandrer som hofmusikanter:

- Gottfried Fibiger
- Adolf Fibiger
- Christian Fibiger (1667-04.05.1720) Hoftrompeter
- Johann Friedrich Fibiger (o.1680-1738). Hofmusikant hos Frederik den 4.
- Wolf Adam Fibiger (måske også en broder)

Fibiger-brødrene afbildet i Rosensalen på Frederiksberg Slot, ude på Valby Bakke.

Klik på billedet for at se det i større format.

Brødrene er udgangspunkt for forskellige grene af Fibiger slægten. Fibiger er et specielt navn i Danmark, og i mange tilfælde skal vi således tilbage til dette udgangspunkt før år 1700 for at finde forbindelse mellem 2 nulevende personer med efternavnet Fibiger.

Kendte Fibigere

Jacob Scavenius Fibiger (1793-1861), Generalmajor, er udgangspunktet for Snoghøjgrenen i Fibiger slægten. Farbror til Mathilde Fibiger.
Mathilde Fibiger (1830-72). Forfatter som rejste kvindesagen med bogen Clara Raphael fra 1851. Er berømt for at være den første danske roman, der kritiserede kønsrollerne og krævede kvindens frigørelse.
Johannes Fibiger (1867-1928). Læge og professor i patologisk anatomi ved Københavns Universitet 1900. Nobelpris i medicin i 1926 for kræftforskning. Den første, som eksperimentelt fremkaldte kræft.
Vilhelm Fibiger (1886-1978) Konservativ politiker, medlem af Folketinget 1920-57. Partiformand 1939-1948. Minister uden portefølje april-juli 1940, kirkeminister 1940-1942, handelsminister 1945. Støttede Christmas Møller.
Jørgen Nis Fibiger (22 Apr 1867 - 23 Okt 1936). Ingeniør Jørgen Fibiger kom til Hanstholm i 1924, og projekteringen af havnen begyndte, men det gik utroligt langsomt på grund af valutakrisen i 1920erne og meget sparsomme bevillinger. Da 2. Verdenskrig brød ud, blev Hanstholm den 10. april invaderet af besættelsestropperne, og byen blev forvandlet til Hanstholm-fæstningen. Havneprojektet gik helt i stå og først i 1960 blev det igen taget op med lovforslag om, at Hanstholm skulle have en havn. Loven blev enstemmigt vedtaget og byggeriet kunne endelig begynde.

Christian Emanuel August Fibiger (1819-1873). Distriktslæge i Silkeborg. Distriktslæge C. Fibiger foretog i 1860'erne en undersøgelse af den unge bys befolkning med hensyn til erhverv, boliger og helbred. Undersøgelsen giver et detaljeret indblik i silkeborgensernes livsbetingelser først i 1860'erne. C. Fibiger byggede sin villa nabo til apoteket. Distriktslæge Fibiger virkede i Silkeborg fra 1856 til 1868. Han var af stor betydning for silkeborgs nybyggerliv og udarbejdede en medicinsk topografi, som giver eftertiden værdifulde oplysninger om mange forhold i byen i dens første tid. Fibigers hustru, Elfride Fibiger, har i sin bog "Fra Provinsen" (1939) på sin side meget levende beskrevet livet i byen, blandt andet med kongebesøg og tysk indkvartering i 1864. Distriktslægeboligen, Vestergade 43, er et værdigt bygningsmonument, som for nylig er blevet forbilledligt restaureret. Her fødtes sønnen Johs. Fibiger, der senere blev en kendt videnskabsmand og fik Nobelprisen for kræftforskning. Der er mindeplade for ham på distriktslægeboligen. Fibigersgade hed til 1969 Fasanvej og før 1933 Blindvej indtil Nygade, der senere blev en del af Guldbergsgade.

Hvor ses navnet Fibiger?

I visse forbindelser oplever man navnet Fibiger, bl.a. i gadenavne og som navne på DSB's IC3 tog.

Frimærke

Mathilde Fibiger

I forbindelse med Dansk Kvindesamfunds 100 års jubilæum udgives der i 1971 et frimærke med Mathilde Fibiger. Hun var en af medstifterne af Dansk Kvindesamfund i 1871, og en frontfigur i kvindernes frigørelse.
Gadenavne

Vi må antage, at de forskellige gadenavne er opkaldt efter ovenstående "kendte" Fibigere.

Mathilde Fibigers Have, 8000 Århus C
Mathilde Fibigersvej, 2000 Frederiksberg
Fibigergårdsvej, 4850 Stubbekøbing
Jørgen Fibigersgade, 9850 Hirtshals
Fibigersgade, 8600 Silkeborg
Fibigerstræde, 9220 Ålborg Øst
Fibigervej, 4792 Askeby
Fibigersvej, 9700 Brønderslev
Gotfred Fibigers Vej (Snoghøj) 7000 Fredericia

DSB tognavne

Jørgen Fibiger, Hirtshals (tog 5056)
Mathilde Fibiger, Ølgod (tog 5062)


Referencer:
Amalie Fibiger: slægtens ældste, hoftrompeterens gren, hofviolonens gren, stadsmusikantens gren. København: Nordlundes bogtrykkeri, 1949

Opdateret 29. november 2006







På engelsk
Der er også slægtshistorie på engelsk, og det er ikke de samme oplysninger som på dansk.
Fibiger Family History